Sponsoreret

Følg os på Facebook

Sponsoreret

Følg os på Instagram
Derfor valgte vi hjemmefødsel

Derfor valgte vi hjemmefødsel

Hjemmefødsel, hvordan og hvorfor?

Kære læsere!

Nu er det jo mors dag i dag, så glædelig Mors Dag, til alle de dejlige mødre derude. I dagens anledning går alle mine tanker, til de dejlige børn, der har husket at forkæle deres mor max på kærlighedskontoen. Derfor tænker jeg også, at det ligger lige til højrebenet, at skrive lidt om fødsler. Ikke bare almindelige fødsel, men i dette tilfælde hjemmefødsel.

Fødsel på hospitalet og to gange hjemmefødsel…

Jeg bliver nok lidt nostalgisk nu, specielt i dette indlæg, for tilfældet er jo, at jeg har lagt krop til tre skønne graviditeter. Tre nemme graviditeter og ligeså nemme fødsler, næsten. En på hospitalet og to som planlagte hjemmefødsler. Jeg tør æde min gamle Nikekasket på, at her sidder nogen og tænker, uh ha, turde I virkelig det? Her er svaret JA, så det kan høres i Kina! Nu skal I høre hvorfor! Der findes ikke noget mere trygt, roligt og kontrolleret end en hjemmefødsel. Allerede fra første jordemoderbesøg, når man informerer om beslutning om hjemmefødsel – der selvfølgelig skal være en fælles beslutning – køres alting i stilling – KUN TIL JER! Der er ekstra kontrol af baby, ekstra opmærksomhed med scanning, mor og foster følges i hoved og røv. Er der den mindste tvivl om NOGET, bliver det ændret til hospitalsfødsel. Dvs. opfylder man de krav der er til en hjemmefødsel, skal der gå meget galt, før aftalen annulleres.

Din har din egen jordemoder

Du kender din termin, og kan forberede og klargøre alt til fødslen. Bage boller til fryseren, lægge champagne på køl, klargøre håndklæder, skåle, poser osv. 14. dage før, modtager du et “fødekit”, hvor der er bleer, klude, navleklemmer og andre ting jordemoderen skal bruge. Når du går i fødsel og har kontaktet fødegangen, sendes der en jordemoder ud på adressen. Hun er der KUN for dig og familien. I har hendes fulde opmærksomhed, for hun skal ikke rende til flere fødestuer. Ved en hjemmefødsel, vil I opleve en meget afslappet jordemoder, der faktisk hygger sig med, ikke at skulle stresse, som hun sikkert ofte gør på fødegangen. Når hun ankommer, har hun udstyr med fra fødegangen, ilt, sug og hvad der ellers skal bruges. Hun kan selvfølgelig ikke bedøve dig, som hun kan på fødegangen, men hvis man er indstillet på, at fødslen skal gå så naturligt som muligt, er det heller ikke nødvendigt. Man skal blot huske sine vejrtrækninger. Som hjemmeføder, har du mulighed for at leje et fødekar, der kan stå i hjemmet – det vil jeg i øvrigt stærkt anbefale, for det tager lige toppen af smerten fra veerne, og fornemmelsen af fødsel i vand er fantastisk! Du kan gribe baby selv!

Husk at vælge en fødselshjælper

En fødselshjælper (gerne to), udover din mand, er et must. Du har brug for en, der kan hjælpe med alt det praktiske og hjælpe jordemoderen. Hun har to arme og de er ofte omkring dig, så hun skal bruge et sæt ekstra hænder. Din mand sidder jo ved dig og hjælper, så han skal ikke rende forvirret rundt. I er på hjemmebane, han har styr på dig og fødselshjælp. Man kan jo også komme i den situation, at fødslen går hurtigt, og han måske skal gribe baby! Læg en liste til fødselshjælper, så personen ved, hvilke opgaver du forventer vedkommende skal have styr på under fødslen. Jordemoderen skal nok selv kommunikerer hendes behov. Vores 3. fødsel gik så hurtigt, at jordemoderen blot nåede at være her i 5 minutter, så havde jeg født! Der var snestorm, så vejene var ikke så farbare. Trunten ville ud, uanset vejret! 69 minutter gik der fra første ve, til hun smuttede ud i vandet i fødekarret.

hjemmefødsel

Lad søskende være med

Hvorfor nu det? Jo, det skal jeg sige jer. Det er den mest fantastiske oplevelse, man kan give en storebror eller søster. Nu er der 7 år i mellem vores børn, så jeg ved godt, at i den alder opfatter de tingene lidt anderledes. Men den ældste, har været med til fødslerne af begge sine søskende, og det har været en kæmpe oplevelse for ham. De skal blot forberedes lidt på, hvad der skal ske og hvordan det sker. Fødselshjælperen er der derfor også, til at vurderer, om bror eller søster er ok. Skulle det blive for voldsomt, er der en voksen til stede til at tage over. Tal med barnet eller børnene bagefter. Hvordan de oplevede det, hvad de syntes var spændende, sjovt, skræmmende eller ulækkert. Lad dem sætte ord på oplevelsen.

100% opmærksomhed på dig hele tiden

Jordemoderen er over dig 100%. Hele tiden mærker hun efter, måler hjerteslag og kontrollerer om du og baby er ok. Er der den mindste tvivl om NOGET som helst, vurderer hun og der ringes efter en ambulance, så du kan blive transporteret til fødegangen. Skulle du få rifter eller sprænge lidt under fødslen, klarer hun også det i hjemmet. Vi har top professionelle  jordemødre i Danmark, og dem der er på “Hjemmefødselholdet”, er uddannet til de forhold.

Boller og champagne efter hjemmefødsel

Når fødslen er overstået, moderkagen er ude og evt. skaderne er ordnet, har fødselhjælperen i mellemtiden forberedt boller, kaffe og champagne. Baby bliver målt og vejet og nusset og putter hos far eller mor. Fødslen bliver talt igennem med jordemoder, og hun udfylder papirer som hun skal, så hun kan afslutte fødselen. Når der så er ro i huset, kan du og din mand, lægge jer i jeres egen seng. Det mest naturlige og trygge sted i verden. Ingen forstyrrelser, kun jer og jeres familie. I bestemmer tempo for besøg og lykønskninger.

Sundhedsplejersken tager over

Som hjemmeføder, får man lidt særbehandling. Jordemoderen kommer dagen efter og kigger til baby, mor og far. Nok mest mor, hvis hun har haft lidt udfordringer under fødslen, men baby bliver også lige kigget efter. 3. dag skal man forbi fødegangen, da baby skal have taget lidt prøver og evt. høretest. Sidst men ikke mindst, kommer sundhedsplejersken på 5. dagen og kigger til baby. Sådan var det i hvert fald, da jeg oplevede min anden hjemmefødsel for 8 år siden, jeg skal jo ikke kunne sige, om det har ændret sig. Mulige ændringer kunne være, at det er blevet mere “in” at være hjemmeføder, så sandsynligheden for, at man har ændret lidt på procedure er der selvfølgelig. Jeg håber på det endnu bedre, for jeg er stor fortaler for hjemmefødsel.

Er du det mindste i tvivl

Skal du selvfølgelig vælge fødegangen. Men overvej alligevel mulighederne. Man kan føde ambulant, og i dag får man alligevel ikke lov til at ligge en uge på barselsgangen, med mindre der er årsager til det. Du må ikke lade dig skræmme af, “hvad nu hvis der sker noget”, for det kan også ske på fødegangen! Her venter de ofte lidt længere med at tage de hårde beslutninger. Som hjemmeføder, er der vurdering hele tiden. Ved vores første hjemmefødsel, viste det sig, at jeg havde en kæmpebaby i maven på 4600 gram, det gav os lidt udfordringer. Jordemoderen havde vurderet ham 900 gram forkert, så hun måtte vist give kage på fødegangen. Men helt smertefrit var det ikke. Jeg havde født hovedet i fødekarret, men så gik jeg i stå. Han sad fast med sin skulder, så jeg måtte op af vandet (med hovedet hængende ud af skeden), over på sofaen, og så måtte jordemoderen roterer ham, mens han var  inde i mig, så hans skulder kom fri. Han blev født uden presseveer og med lidt hiv og skub. Men ud kom han. Han var lidt stresset og medtaget af den tur, og måtte have ilt, men så kom han også til sig selv igen. Takket være en 100% top professionel jordemoder, der kunne sit kram og havde roligt overblik, lykkedes det os at få ham ud. Uanset om vi havde været på fødegangen eller hjemme, kunne man ikke forudse den situation.

Læs også Stram bækkenbunden op – og få et bedre sexliv

Alle gode gange to

Trods den omgang, valgte vi alligevel, at føde vores datter hjemme. Først 3 uger inden termin, fik vi 100% lov til hjemmefødsel, de havde scannet, mærket og vurderet i hele graviditeten, om vi kunne godkendes til endnu en hjemmefødsel. Heldigvis havde vi styr på det hele, og fødte som ønsket i hjemmet, i fødekar og med familien omkring os. Endnu en fantastisk oplevelse, vi ikke vil være foruden.

Et stort TAK til de fantastiske Hjemmefødsels jordemødre i Danmark, der gør det muligt for hjemmefødsel. Det er guld værd.

Skulle du have spørgsmål til dette indlæg, så skriv en kommentar eller mail.

Lumre knus fra

Fru Lummer

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sponsoreret

Sponsoreret

Sponsoreret